Kender du det, at dine sokker er blevet til een?
Oplever du solosokken som et irritationsmoment i klædeskabet?
Dumper du den diskret i skraldespanden?
Efterhånden er vi langt med at genanvende vores tøj: Vi afleverer pligtskyldigt og med god grøn samvittighed det stadig brugbare tøj i genbrugsbutikker eller i tøjcontainere. Vi holder tøj-byttedage med veninder og tænker os om, inden vi dumper det i skraldespanden.
Dog har vi vanskeligere ved at håndtere de mere intime beklædningsgenstande som trusser og sokker. Og det er stadig sådan, at 80% af de 16 kilo tøj vi køber om året, stadig ikke er slidt når vi oftest smider det meste ud – men tværdimod har 80% af sin levetid tilbage.
I dag har den nye tekstilpolitiske tænketank Tekstilrevolutionen launch, så det er passende at tale noget mere om de sokker. Netop i dag kan de passende fungere som et symbol på og status over vores forhold til hele genbrugsideen.
For hvad søren skal vi stille op med de her små irritationsmomenter, som egentligt ikke fejler noget, men som vi heller ikke ønsker at anvende mere? Skal vi have et returpantsystem til tekstil, på lige fod med det vi har til flasker og dåser?
Nye tråde i sokke- og strømpeindustrien
Noget kan tyde på, at vi inden længe kommer til at interesserer os for vores solosokkers fremtid. Ikke kun deres eftermæle men hele deres liv fra vugge til krukke. Socki har fundet på den geniale løsning at knappe sokkerne sammen under vask, så de forbliver et par. Og det danske sportstøjsfirma Rockay producerer løbestrømper af havaffald, fiskenet og andet plastaffald.
I syværkstedet i Sydhavnen gør jeg en dyd ud af, ikke at diskriminere nogle tekstiler. Alle stofrester er velkomne og kan bruges på et tidspunkt. Af erfaring ved jeg, at den dag jeg smider et stykke stof ud, som jeg måske har set mig gal på, så går der ikke længe, før det bliver et spørgsmål om stofhybris og -nemesis og jeg får lige præcis brug for dét stykke.
Solosokker smider jeg heller ikke ud. En dag får jeg brug for lige præcis en grøn sok med en krokodille på.
I virkeligheden har solosokker et væld af anvendelsesmuligheder
- Kan bruges som pudseklude til cykler og biler
- Kan bruges som hætte udenover din støvsuger til eks. lego-støvsugning
- Kan bindes sammen og fungere som legetøj til din hund
- Kan trækkes over stole- og bordben så de ikke rider gulvet når du flytter rundt
- kan fungere som skobeskyttelses-pose uden om dine sko, når du rejser
- Kan blive til et par dukke-strømpebukser
- Kan anbringes over et kosteskaft og fjerne spindelvæv i loftet
- Kan forvandles til sokkedyr med fyld af andre sokker
- Kan afleveres i Hennes og Mauritz og indgå i ny produktion til tøj eller biler
Flere ting spiller ind på vores forhold til sokker: Vejr og vind, overskud til at interessere sig for kvalitet, kræsen for detaljer, økonomi, og aktiviteter. Og nogle sokker er vi kede af at miste, andre kan kan rende og hoppe. Det bedste vi kan gøre er, at købe nogle sokker, som vi bruger igen og igen. Som vi samtidig bliver rigtig kede af at miste den ene af. Og derfor får lyst til at genbruge den anden.
Det er altsammen holdningsændringer der skal ske.
Måske kan vi lære at betragte solosokken som “en lille inspirerende sag” med en betydningsfuld plads i et nyt kredsløb.
Jeg klipper elastikkanten af og brugef til hårelastik eller til andet der skal holdes sammen
Kære Birgitte, det er da bare en super god idé 🙂 Den kommer med i kataloget.
Meget godt oplæg til både os der ikke smider ud men har problemer med brug af det gemte. Og til dem der måske smider mindre ud fremover. Jeg vil prøve at kopiere og hænge op i Aih s vsskehuse og i genbrugsen og håndarbejdsværkstedet
Åh, et skønt og sjovt indlæg. Mine børnebørn har som små elsket at have forskellige sokker på – det gav jo mere af det, de elskede (biler, glimmer, dinosauruser, sommerfugle etc.) at stikke frem og beundre på samme dag.