Det er fredag eftermiddag, og min store søn på 15 år græder.

Vi er kun lige startet på at være i Corona-krise sammen, men han kan ikke overskue det.

Han føler sig deprimeret og kuldret.

Han kan ikke overskue, at han ikke kan leve sit normale liv.

Et liv som for et par dage siden forekom ham trist og gråt. Men som nu føles som et paradis med rytme, aktiviteter og liv.

Mange af os har fået en ufrivillig pause fra vores vante liv. Denne pause er dog anderledes end de pauser, vi normalt har i vores liv. Den er påtvungen og den afføder store ændringer for de fleste.

I den kommende tid bliver de udadvendte aktiviteter sat på stand by. Vi kan ikke gøre de ting, vi normalt gør som at gå i skole og på job. Ej heller gå i fitnesscenter, passe fritidsaktiviteter og se venner. Det er normalt de ting, der er med til at give os rytme og indhold i tilværelsen.

Normalt er disse ydre instanser med til at definere og skabe vores liv. De danner rammer, som vi fungerer og navigerer i. Nu skal vi selv skabe de ydre rammer, vel at mærke i en verden, der ikke er den samme, som den var i går. Og med nogle restriktioner der er mærkbare.

I mange familier i Danmark kommer det til at betyde, at vi skal være sammen på en anden måde. I vores familie savner vi allerede hverdagens trummerum, og vi kan mærke, at de foreløbigt næste 14 dage kan blive vanskelige at komme igennem hvis ikke vi forholder os til vores generelle trivsel. Vi fornemmer, at der rundt omkring i samfundet er projekter og ideer igang: Nogle maler børneværelse, andre rydder grundigt op. Nogle organiserer nationalt hjælpearbejde i hjælpegrupper på FB. Disse  bestræbelser får os til at føle, at livet er lidt som det plejer at være og vi kan gøre noget.

Hvem er vi og hvad laver vi?

Når vores hverdag ændrer sig så drastisk, kan det afføde en række spørgmål, som vi normalt ikke stiller os selv:

• Hvem er jeg, når jeg ikke skal arbejde så meget, som jeg plejer?
• Hvem er mine børn og hvad laver de i løbet af en dag?
• Hvad skal vi lave, og hvad kan vi lære af at være sammen?
• Hvordan skal vi få tiden til at gå

Vi er blevet bedt om at udvise samfundssind. Hvordan går vi det, når vi nu ikke er intensiv sygeplejerske på et sygehus eller politimand ved den danske grænse? Kan vi overhovedet tillade os at sige, at vi bidrager på andre måder end ved at løse kritiske opgaver i det danske samfund?

Det kan være udmærket at have en masse forskellige planer og ideer til hjælpearbejde og aktiviteter. Dog er det oplagt, at vi hjælper os selv og vores nærmeste på en helt lavpraktisk måde. I den sidste tid har vores børn oplevet os være urolige og optagede af at følge med i krisens udvikling. De vågnede selv op til store ændringer sidste torsdag morgen efter Mette Frederiksens udmelding om, at skolerne er lukkede.

Kriseværktøjer i familielivet

Nu kender vi krisens omfang og pausens umiddelbare længde. Vi har fået købt gær og toiletpapir. Nu er det oplagt at have et fokus på, HVORDAN vi og børnene har det. Der er god tid til at bruge nogle helt enkle værktøjer, som vi allerede kender, men som vi let glemmer. Helt enkelt handler det om, at tage os af os selv og hinanden. På den måde kan vi gøre nytte uden at gøre noget helt vildt særligt.

Mentalisering som redskab til kommunikation og trivsel: At få snakket om hvordan vi har det er altafgørende. Vi voksne kan bruge det at mentalisere, når vi skal finde ud af hvordan vi angriber det. Det vil basalt sige, at vi forsøger at se os selv udefra og den anden indefra. At have den anden på sinde, beskriver det også.

Vi kan starte en dialog med vores barn ved at spørge til, hvordan han eller hun egentligt har det. Måske virker det bedst, hvis vi først selv fortæller noget om, hvordan vi selv har det. Det foregår nogle gange bedst ved at være “ved siden af barnet”, eksempelvis i forbindelse med at skure køkkengulvet eller gå en tur. Og det kan være hjælpsomt at italesætte hvordan vi tror, den anden har det, hvis det er svært at sætte ord på selv.

Noget andet vi kan gøre er at evaluere vores dage over aftensmaden. Det kan foregå i en sjov og enkel leg, der hedder: Bedste, bedste værste: Den er enkel: Jeg starter med at dele mine to bedste oplevelser og min værste oplevelse fra dagen med resten af familien. Og de andre gør det samme. På den måde får vi voksne noget information om, hvordan niveauet af trivsel er i familien.

Tag vare på kroppen: Naturen er allerede mere end normalt fyldt med mennesker der går ture, leger og løber. Vi har fået anvist, at det er den måde, vi kan være sammen med andre på og det råd følger vi.

Kroppen er vigtig under en krise og den kan også tilgodeses på andre måder. Det er oplagt at lave fysiske aktiviteter sammen men også massage af dig selv og hinanden er der god tid til. Herved opretholder I kontakt, sensitivitet og balance under krisen. Et lavpraktisk fodbad kan være en idé til at stimulere hud og nervesystem på. Måske side om side med hinanden, så I kan snakke sammen undervejs.

Plej sjælen i familien: Som voksne skal vi være gode og rolige rollemodeller for børnene. Det vil sige, at vi skal hvile i en god balance med os selv, hvilket kan plejes ved at vende fokus indad og slappe af. En enkel meditation kan bestå i, at kontakte  vores åndedræt og mærke, hvordan vi ånder ind og ud. Måske er der et dybt, tilbageholdt suk, som kan løsnes på denne måde. Internettet bugner med forslag til meditationer og mindfuld træning.

Vi kan også have fokus på de natlige drømme. Her kan det også afsløre sig, hvis vi eller børnene har følelsesmæssige udsving. Både voksen- og børnedrømme kan med fordel nedskrives eller optages på telefon, Drømme kan også tegnes som afsæt for en morgensnak om, hvad drømmene mon betyder. Det er inspirerende for børn at høre om voksnes drømme.

Hvad vi gør i vores familie

I vores familie har vi rent praktisk gjort et par ting, for at forberede os på de næste 14 dage (hvor fars arbejde fortsætter som om intet var hændt!): Vi holder familiemøder og planlægger den kommende uge. Der bliver lektier for den store et par timer om formiddagen. På samme tid laver lillebror havearbejde og bål. Om eftermiddagen kører eller går vi på en udendørs udflugt. Gerne et nyt sted hver dag. Det kan blot være i lokalområdet, men pointen er, at vi får set noget, vi ikke har set før.

Desuden har vi købt et nyt puslespil med 1000 brikker, som ligger på spisebordet lige nu. Når det er samlet bytter vi det med en nabo. Vi lægger også an til at bygge en hule af gammel træ der alligevel ligger i haven. På skolen har vi lånt udstyr til bålmad og det første bål med 5 af klassekammeraterne er løbet af stablen.

Vi skal IKKE male et børneværelse eller lave drastiske ændringer i huset. Vi tager ikke I Bilka og køber ind eller mødes med venner. Vi forstår, at vi gør nytte ved at blive herhjemme og ved at ta’ os af os selv og hinanden.

Min store søns frustration og depression fortog sig hurtigt i fredags. Sådan foregår det oftest, når følelser får lov til at få et udtryk. Han og jeg gik en lang tur. Egentligt blot for at hente en cykel på skolen. Om aftenen udtrykte han, at det havde været hjælpsomt at gå den tur. At det jo egentligt bare var nogle få kilometer men at de havde fået ham til at tænke anderledes om hans personlige krise midt i krisen.