“Det går da meget godt med at sy ingenting, mor”, sagde min datter til mig i sidste uge. Hun sad og betragtede de nye tekstile mobiler –  såkaldte drømmedråber – som jeg har videreudviklet over et års tid.

I en situation som denne vi befinder os i nu, sker der mange små og store ændringer. Både udenfor og indeni os selv. Vi kan blive i tvivl om, hvem vi er og hvordan vi skal agere. Der lurer en fare, som ikke umiddelbart er synlig som gør os angste og foruroligede.

Vi kan blive stressede uden nogen  egentlig grund. For hvordan gør vi bedst nytte og gavn, samtidig med at vi tager os af det, vi skal tage os af?

Samtidig sender mange af os daglige tanker til de scenarier, der udspiller sig for tiden på vores hospitaler.

Det er godt, at det ikke er mig, der er intensiv sygeplejerske, ej heller læge. Disse erhverv egner jeg mig ikke til at varetage. Nervøsitet og angst er følelser, jeg besidder i store mængder, udover at min hjerne ikke er skuret særligt logisk og struktureret sammen

Hvem er heltene lige nu? Det ER ligesom sygeplejersker, SOSU’er, læger, og andre i den akutte sundhedsbranche. Vi andre spiller bi-roller i teaterstykket. Så kan jeg overhovedet tillade mig at sige, at jeg bidrager når jeg ‘bare’ holder mig hjemme og dagens job består i ikke at udvide smittekæderne?

En krise kan skabe nye ideer

For et år siden syede jeg den første drømmedråbe. Den kom ud af det blå, uden at jeg anede, at den var på vej. Det var ‘bare’ en idé, som trængte sig på i mit indre og siden kom ud af mine hænder. Og på en måde er det ingenting.

Dråberne består af små stykker stofrester, som kan krammes sammen i en knyttet hånd. Det er basalt set bare noget affald bl.a. fra avokadonet og andre tekstile restprodukter, som jeg har syet sammen i hånden og på maskine og puttet i et stykke ståltråd.

Men det udvikler sig og jeg begynder at få bestillinger på dråberne. Folk kan lide at ha’ dem hængende i vinduer og på vægge.

I forbindelse med at krisen også rammer mit arbejde, har jeg nu iværksat nye initiativer og udviklet på konceptet. Den anden dag fik jeg den idé, at dråberne også skal sælges i gør-det-selv kits til syglade børn og voksne. De første bestillinger er røget afsted med Post Nord.

At sy drømmedråberne har været det mest lystfyldte, jeg har gjort i forhold til mit arbejdsliv den seneste tid. De sikrer mod kedsomhed og kuldrede bivirkninger ved at lege skolelærer og samtidig passe mine egne jobs.

At være en del af noget

Denne tekst følger med når kunder bestiller en drømmedråbe:

Alt kommer fra noget og alt bliver til noget.

Som dråber

Den mindste dråbe kan skabe ringe i vandet

Komme fra noget og blive til noget

Fra Helhed, Til del, Til dråbe

Et dryp fra dine drømme

For vi ER en del af noget større. Og vi bidrager ved blot ved at være de mennesker, vi er. Lige nu er det også et bidrag, at jeg holder humøret højt ved at afbryde hjemme-trummerummen med lidenskabligt at skabe og udvikle mine drømmedråber.  Det i sig selv ER noget. Det menneske jeg er, bidrager med æstetik, kreativitet og skønhed i en verden der lige nu stiller nye krav til os.

Hele familien følger med i udviklingen af mine drømmedråber. Også når jeg laver fejl og bliver utilfreds. Det blev jeg i går da en dråbe mislykkedes. Jeg brokkede mig. Min søn sagde: Du har brygget de dråber efter dit hjerte, mor. Det er derfor, du ikke er tilfreds.

Den mislykkede dråbe hænger i min stue, næsten usylig. Den skaber et tekstilt, taktilt perspektiv, som jeg kigger ud igennem.

Den er ingenting og samtidig er den disse dage min personlige coronamedicin.

I dråbeform.