I dag har jeg udfyldt Min Sidste Vilje.

Min Sidste Vilje er et dokument, som Begravelse Danmark har udarbejdet. Heri kan jeg forberede mig på og forholde mig til min kommende død.

Dokumentet indeholder blandt andet følgende spørgsmål:

Skal du brændes eller begraves?

Hvilken slags kiste ønsker du og hvilket tøj vil du have på i kisten?

Hvor og hvordan skal en eventuel ceremoni være?

Skal der være en præst involveret?

Nogle af spørgsmålene kender min familie godt svarene på. De ved eksempelvis, at jeg ønsker at blive begravet og ikke brændt. De ved også, at jeg gerne vil ligge på et lille gravsted oppe på Nordre Kirkegård på Trøjborg i Århus.

Det er ikke fordi jeg planlægger at dø i den nærmeste fremtid, at jeg har udfyldt notatet. Jeg er på ingen måde træt af livet og er heller ikke syg.

Men der er flere ting, der har inspireret mig til at tænke mere eksakt og konkret over døden. Der er (omend det ikke er særligt sandsynligt) en risiko for, at jeg kan dø af Corona virus i den kommende tid. Men det er egentligt mere vores håndtering af Corona-krisen, der har affødt nye følelser og tanker i forhold til at jeg skal dø.

Dødsangst som barn

Jeg har og har haft en hel del dødsangst. Som barn kunne tankerne om døden ramme mig som en tornado, ud af det blå. De føltes som lynnedslag, der rev mig sønder og sammen. Det føltes helt umuligt at udtrykke overfor nogen hvor rædselsfuldt det føltes at tænke på en dag ikke at skulle være levende mere.

Så dødsangsten havde også ensomhed og angst som følgesvend. Tankerne handlede måske  i lige så høj grad om, hvad selve livet var for en størrelse. Var der kun dette ene korte liv og så den pludselige død? Og hvad så før og efter døden?

Som en  lille pige føltes det voldsomt, meningsløst og uretfærdigt. Måske fordi jeg ikke helt var kommet i gang med at leve livet – i hvert fald ikke fyldestgørende.

Stadig kan min dødsangst trigge mig. Jeg har haft en kraftfuld og angstfyldt oplevelse med at komme ind i en tæt fyldt flyvemaskine, som jeg tror relaterer til dødsangst. Natlige drømme fortæller mig også af og til, at jeg er bange for at blive kvalt.

Inspiration til at forholde sig til døden

Nu er jeg i fuld gang med at leve livet. Og tiden for tiden lægger op til at tænke mere over tingene. Det har inspireret mig til at tænke mere over døden. Det samme sker i min omgangskreds. Een af mine venner fortæller, at han er begyndt at forholde sig mere konkret til døden. Eksempelvis hvem der skal have hans bedste fiskestænger, når han ikke er her mere.

Er det nogle gange i orden at dø?

Vi tenderer til at vægre os mod det faktum, at vi skal dø. Nu om dage er det som om livet næsten er uendeligt og døden er et usexet, uvedkommende emne. Retorikken omkring døden er ofte den, at døden er uretfærdig. Og vi taler om at kæmpe en uretfærdig kamp mod døden.

Min veninde har for nylig mistet sin mor. Moderen tog på hospitalet for at få en lægeundersøgelse. Da hun kom hjem havde hun formodentlig ondt i maven og lagde sig på sofaen med en pude på maven og døde. Efter nogle dage blev hun fundet.

Alles reaktion var forfærdelse og chock. Og jeg tog mig selv i at fortælle, at hun døde ung (80 år). Siden hendes død har min veninde gennemlevet en sorg- og glædesproces, som har bibragt en forståelse af, at døden kom og var i orden og at hendes mor har det bedre nu, end hun har haft det længe.

Dødens retorik

Anne Sophie Jørgensen fra Tigerens Rede fortæller om den glemte retorik, vi før har brugt,  når vi har talt om døden. Det er  smukke, gamle vendinger som eksempelvis:

“Hans dage er talte”

“Gud tog ham hjem”

“Hun døde af alderdom, mæt af dage”

Disse vendinger rummer værdighed og accept af døden. De står ofte i modsætning til en mere nutidig retorik, hvor vi eksempelvis kan sige: “Hun kæmpede mod døden og tabte”. 

Så vi opfatter døden som en fjende, vi skan bekæmpe. Spørgsmålet er, hvis vi kæmper med døden, om vi også kæmper med livet og derved risikerer at tabe det undervejs? Et andet spørgsmål er, om vi glemmer, at døden ikke er en modsætning til livet, men er en del af livets vilkår?

Et dagligt nærværende forhold til døden

Hvornår er det det rigtige tidspunkt at dø? Det vi frygter lige nu, er at døden kommer før vi er klar. Det er en stor del af frygten for at få Corona virus.

Vi har et fantastisk sundhedssystem, som vi skal være taknemlige over. Og jo, vi skal tage vores forholdsregler når en ny sygdom som Corona opstår. Og ja, unødvendigt døde eller dødsfald på grund af ressource- eller personalemangel er ikke i orden. At dø ensom på en intensiv stue skal ingen hvis ikke de ønsker det.

Alligevel undrer det mig, at vi på en måde er fjerne fra at forstå døden. Hvad mon det kollektivt kunne betyde, hvis vi kunne være mere nærværende og undersøgende i forhold til at forstå døden nu hvor dens tema er aktualiseret?

Mange mennesker tænker en smule over døden hver dag. Over hele jordkloden er der almindelige, ydmyge og søgende mennesker, der forholder sig til døden som en del af en daglig spirituel praksis. Nogle gør det også bare ved at være en del af livets og dødens kredsløb i naturen og i det at leve i en cyklisk verden.

Det at bevidstgøre livets korthed, dødens nærhed og kroppens forfald giver mange et nærværende og realistisk perspektiv. For når vi husker døden, så husker vi også livet. Og så kan vi bedre være nærværende og værdsættende i vores daglige gøremål.

Hvis jeg skal dø i morgen

Hvis jeg skal blive syg og dø i morgen – af et trafikuheld, af en pludselig blodprod eller af anden årsag, så er der en god chance for, at jeg vil få reaktiveret min dødsangst. Eller måske ikke. For dagen i dag været en rigtig god sidste dag i mit liv.

Hvis den her dag skulle blive min sidste, er jeg glad for:

• en fin drøm som jeg delte med min partner, som også havde en fin drøm
• morgendans- og skrål i køkkenet til gamle Kim Larsen numre
• at jeg tog mig tid til at holde tilbage på min cykel for en ung kvinde og hendes hund og hørte hendes TAK
• besøg af min ældste nevø som fik en forsinket fødselsdagsgave
• …og et kig på fuldmånen

Døden er rykket et skridt tættere på i dag

I dag rykkede døden et skridt tættere på mig. Den føles knap så langt væk. Det føles acceptabelt og opløftende at tænke på, at jeg har forholdt mig så godt, som jeg kunne i dag i notatet Min Sidste Vilje. Og at jeg sagt til min mand og børn, hvor de kan finde det.

Indil videre ved jeg, at jeg skal have min lyserøde Hummel-trøje på i kisten og at min datter skal have mine to bedste symaskiner.

Så er der en masse ting, jeg ikke kunne forholde mig til. Dem må jeg kigge på hen ad vejen.

Måske bliver der tid til det.

Hvem ved. Jeg ved det ikke.