Kan sjælen sy?

Jeg var stresssygemeldt. Og led af migræne, tankemylder, uro og dårlig nattesøvn. Efter nogle måneder med søvn om dagen og gåture med langs bækken aftog de akutte symptomer sig.

Pludselig fandt jeg mig selv i gang på loftet i gang med at sortere sytråd. Dernæst begyndte jeg at reparere bunker af tøj, der havde hobet sig op. Senere begyndte jeg så småt at genfinde min gamle glæde ved at sy. Og det hele føltes som healing af min stress ramte hjerne.

Hvorfor mon?

At sy, hækle og strikke er ældgamle håndværk, som kvinder og mænd har beskæftiget sig med altid. Det ligger lige for  –  lige i hænderne – at kunne håndtere redskaber, der bidrager til at vi kan holde os varme og påklædte. Ligeledes ligger det lige for at skabe skønhed og kreativitet i tilværelsen og i vores omgivelser.

Hvorfor er der nogle af os, der heller sætter os med broderitråd, garn, stof, og ler fremfor en avis eller et computerspil?

Til forskel fra mange af nutidens aktiviteter, som i høj grad er forbundet med en skærm og læring ved denne skærm, er håndarbejde repetitive processer bygget anderledes op. I skolen baserer børn og unges indlæring sig på, at når de har lært en slags stof, så skal der automatisk genereres ny viden. En accelererende proces, som for mange børn og unge føles udfordrende.

Håndarbejde og håndværk er bygget anderledes op. Det baserer sig grundlæggende på repetition. Når du har syet en kant rundt om dit pudebetræk, tager du det ud af symaskinen og syer den næste kant. Og bliver ved med at gentage det, til det er færdigt og du får brug for en ny teknik. Hvis der er balance mellem det overskud du har og de udfordringer der er i håndværket, så opstår der en selvforglemmende tilfredshed i dig som er sund og afstressende.

I mit arbejde som syerske møder jeg mennesker, som har et anstrengt og negativt forhold til syning. Nogle fortæller, at de har knækket en nål på deres symaskine og ikke rørt den i 10 år. Eller at de ”dumpede” i sy- kørekortet i folkeskolen og aldrig har syet siden. Jeg møder børn, som ikke har prøvet at sy i stof, – men som har syet i papir fordi skolen ikke har haft råd til stof. Der kan være opgivelse og modløshed involveret men også længsel og dyb glæde.

Når vi skal i gang med syning eller andet håndarbejde, er det vigtigt, at vi bevæger os på en læringskurve der er passende. Det vil sige, at vi ikke gør noget, der er for svært. Vi må indse, at det vi kan klare en frisk søndag morgen, kan vi måske ikke klare sent tirsdag aften. Derfor kan det være, at vi skal have gang i flere forskellige slags håndarbejde.

Det er vigtigt, at vi skaber noget, som vi har følelser for og som siger os noget. For mange kvinder  kickstarter det en kreativ proces når de får børn og børnebørn. Det er dybt motiverende at putte sin kærlighed til den lille ny ind i noget håndgjort og hjemmelavet.

Hvis vi kan finde ind i en tilstand, hvor vi slapper af og nyder de små skridt, vi laver i håndarbejdet, så gør det hele os godt. Ikke bare hjernen men også sjælen. Det kræver at vi holder pausen, strækker os, kigger ud af vinduet, vender tilbage, mærker efter og fortsætter, sting for sting.

Det enkle håndarbejde skabt med nærvær i kærlighed og glæde vil blive værdsat. Fremfor at babytæppet bliver skabt som et prestigeprojekt i en stresset tilstand.

Sjælen vil være med. Og ja, sjælen kan sy. Med glæde.