Min bedstemors kuffert

MIN BEDSTEMORS KUFFERT

I mit syrum har jeg en kuffert. En ganske specielt kuffert. Den er brun og gammel. Hængslerne skal lirkes op og i og en smule rust har ad årene indsneget sig.

Det er en højtelsket kuffert, som stadig dufter af min bedstemors syrum. Hun sad og syede i kælderen I Bredgade i Brønderslev og jeg husker det, som var det i går: Det lave kældervindue, de forskellige hylder med stoffer og redskaber. Der duftede også af saft og honning i den kælder, og i rummet ved siden af bryggede min bedstefar øl.

Kufferten huser de stofrester, som jeg arvede efter min bedstemor. Eller det vil sige: Dem jeg for 15 år siden samlede sammen, da vi tømte huset i Bredgade. På det tidspunkt tænkte jeg ikke videre over betydningen. Det var en smule tilfældigt, at jeg puttede de stofrester i den kuffert.

Men nu betyder de stofrester noget. De er skatten i min stof-reste samling, som med tiden er blevet suppleret med flere kufferter og mange flere rester. Jeg hæger om dem og vil være ked af det, hvis de forsvandt, blev stjålet eller brændte. Jeg åbner af og til hængslerne og stikker næsen ned i virvaret af ukorente lapper, der ligger hulter til bulter, ustrøgne og kaotiske. Det skal de gøre. Det var sådan, jeg samlede dem sammen og det er sådan, de skal bevares. Den stærke duft af honning og en smule kælderfugt skal ikke vaskes ud af dem, aldrig.

Hvis jeg skal beskrive stofresternes anvendelsemuligheder mere indgående vil ord som busserønne, kimono, forklæde, spencer, skjortebluse, kittel og bondeskjorte dukke op fra en tid lige efter 2. verdenskrig, hvor et sting ikke bare var noget en maskine klarede, men noget der krævede akkuratesse og præcision.

Det der egentligt betyder noget er egentligt ikke at eje de rester. Det der betyder noget er følelsen. At noget har betydning. At de har betydning. At jeg kan have det sådan, at de betyder noget, selvom en anden måske vil sige, at de er ligegyldige. At de lugter indeklemte. At de ikke er særlige store eller egnede til at gemme. Netop de her rester kan få mig til at mindes mine bedsteforældre. Netop disse stofrester vil til enhver tid træde frem og være vigtige i mit liv.

Hvis kufferten ikke er i mit syrum næste gang jeg kommer der, så så vil jeg savne den. Men det er ikke en hellig kuffert med hellige stofrester, som kan erstatte det hellige. Det hellige er ikke knyttet til fysiske ting. Men knyttet til min essens og oprindelige natur. Og alligevel betyder det noget, at have følelser for dem og mærke det. Det er en del af min dagelige praksis at have følelser for noget. Og have tid og ro til at mærke, at noget træder frem for noget andet og giver betydning.

I alt for lang tid, har jeg været i en tilstand af alarmberedskab og stress. Denne tilstand er ufrugtbar i forhold til at have følelser for noget (fysiske såvel som ikke fysiske dele af livet). Det er som at køre i et højhastighedstog, hvor nuancerne flyder ud og udsigten er tåget. I sådan en tilstand er der tendens til, at detaljer i livet bliver mindre betydningsfulde og nærmest besværlige.

I alle de år, havde jeg glemt bedstemors kuffert. Og adspurgt ville jeg nok ikke sige, at den betød noget særligt. Men det gør den. Den er et billede på noget oprindeligt. Noget som kan hjælpe mig til at kigge ind i mig selv, forstå mine bedsteforældres tid, forstå både nødvendigheden af men også glæden ved detaljerede og tålmodige håndværksmæssige arbejdsprocesser.

Bedstemors kuffert har lært mig noget, jeg ikke vidste jeg kunne: jeg kan føle noget for bestemte dele i livet. Og jeg er faktisk god til det. Og jeg kan til stadighed øve mig i at føle noget for noget: Har jeg eksempelvis en følelse for at gå i seng eller har jeg en følelse for at blive oppe lidt endnu? Har jeg en følelse for at spise den mad jeg spiser? Har jeg en følelse for at udføre de arbejdsopgaver som jeg varetager? Har jeg en følelse for mit liv som det er?

Den anden dag havde jeg en ung kvinde med ind i mit syrum. Og hun fortalte glædesstrålende om et stykke stof, som hun havde medbragt og som vakte mange minder. Hun foldede det nænsomt ud og fortalte mig overstrømmende om, at det stykke stof havde hængt i badeværelset i hendes hjem i mange år før det blev udskiftet. Nu var det her, et levende vidnesbyrd om levet liv . Noget steder var det hullet, andre steder var der varige små pletter. Det var skaret og fint syet sammen. Hun klippede nænsomt i det og var i processen med at omforme det til en taske optaget af, at blomsterne passede sammen. Nogle dele af stofet betød tydeligevis mere end andre. En bestemt blomsts farvesammensætning gjorde et indtryuk på hende. Og det var vigtigt, den fik en bestemt plads i nettet. Undervejs var hun optaget af, hvordan stoffets mønster blev gentaget og sammenføjet.

Da vi var færdige, tog vi billeder af hende med nettet over skulderen. Hemmelighedsfuld kom hun til slut imod mig, lykkelig over at have afsluttet et projekt, som hun måske havde udformet i tankerne i lang tid. Hun rakte noget frem imod mig og sagde: Det skal du have som tak. Ærbødigt tog jeg imod den anden halvdel af stoffet. Og jeg lagde det ind i reolen med de farvesorterede stofrester, lige over bedstemors kuffert.