Det sanselige dybe kunst-hvil

Blogindlæg – tanker om kunst, sansning og Craft-Psykologi.

I går så jeg for anden gang udstillingen Sisters Hope på Aalborg Kunstmuseum sammen med min veninde fra Sverige. Udstillingen vakte mange følelser, jeg mærkede en sorg-klump i kroppen flere gange og trang til at græde. Samtidig åbnede den guidede meditation op til en kontakt med noget oprindeligt i mig, som har at gøre med min dybeste motivation og retning i livet. Hvordan lod det sig gøre og hvad er det, sådan en kunstnerisk oplevelse kan gøre i et menneskeliv?

AI forklarer mig, at Sisters Hope er en Københavns-baseret performancekunst-gruppe og bevægelse, grundlagt i 2007 af “søstrene” Gry Worre Hallberg og Anna Lawaetz. Gry Worre Hallberg er kunstnerisk leder og performer, og arbejder i et krydsfelt mellem performancekunst, forskning, uddannelse, aktivisme og kuratering. Gennem store, tidsbaserede performances udforsker de det, de kalder et “Sensuous Society” – et sanseligt samfund, en potentiel ny verden, der opstår efter den økonomiske og økologiske krise. I Sisters Hopes arbejde er der ingen skarp grænse mellem scene og tilskuerplads – man går ind i et univers (fx et rum indrettet som en fremtidig “sanselig” verden) og oplever det på egen krop. Immersion, intervention og 1:1 medskabte eksperimenter frem for traditionel scenekunst.

Udstillingen er i den ene ende af museet og skal ligesom “findes” lidt – det ligner på afstand draperede gardiner og noget med musik. Der er forskellige “rum” at gå ind i – bag de draperede gardiner. Så man skal “turde” at gå ind bag gardiner for at komme ind i det første rum, entreen eller forhallen, jeg husker at jeg første gang læste noget med at der var forbindelser til at komme ind i en livmoder og at jeg havde modstand. Næste rum var en spisesal med mærkelige stole og et spejlværk, hvor jeg først anden gang fandt tal-mæssige symboler indgraveret. Der næst en kontor rum og et arkiv. Afslutningsvis er der en hel masse køjesenge stillet op. Og til andet besøg fik min veninde og jeg lagt os godt tilrette og tog høretelefoner på. Den første bid tekst handlede om rum: om hvordan mit poetiske selv er rent rumligt. Så kom der noget om tid. Og jeg tænkte straks på multikunstneren Rudolf Van Labans sprog for bevægelsesprincipper. Senere kunne jeg invitere et totem ind, skabe et billede og give mig poetiske selv et navn. Det blev Bellis og det blev en gylden dråbe, som jeg kunne have i min hånd. Og jeg mærkede at mit poetiske selv har at gøre med lys. Og at jeg kom ind i en dyb tilstand af at mærke, at lyset i mig gerne vil deles, og en undren over, at der er noget, der skygger for lyset, at det på en måde er enkelt men også sørgeligt.

Hvordan kan sådan en oplevelse betyde noget i et Craft-psykologisk perspektiv? Er det kunst eller er det psykologi? Når vi tilrettelægger craft-aktiviteter orienterer vi os efter at designe oplevelsen sådan at den “passer” til målgruppen i et spænd mellem at være kreativ og re-kreativ. Kunst vil være i den rekreative ende. Stereotypt afbilledet med et tomt lærred. Hvorimod den re-kreative pol er stramt tilrettelagt.

Jeg spørger igen AI, som forklarer mig, at den kreative pol handler om åben proces uden forudbestemt facit – det tomme lærred er stereotypen, fordi den enkelte selv skal skabe form, mening og retning, og det er netop denne åbenhed og selvbestemmelse, der gør aktiviteten kunstnerisk snarere end terapeutisk struktureret.

Den re-kreative pol er derimod tilrettelagt med et bestemt formål for øje – ofte at genoprette ro, mestring eller overskud – og her er trin, materiale og resultat mere styret, så deltageren guides sikkert gennem oplevelsen frem for at skulle navigere usikkerhed.

I et craft-psykologisk perspektiv er det netop denne balance mellem åbenhed og struktur, der afgør, om aktiviteten primært virker identitetsudviklende (kreativ) eller stabiliserende og restituerende (re-kreativ). Det er ikke enten-eller mellem kunst og psykologi, men et spektrum, hvor graden af tilrettelæggelse bestemmer, hvilken psykologisk funktion aktiviteten får for den specifikke målgruppe. Derfor er designvalget – hvor stramt eller åbent en craft-aktivitet rammesættes – i sig selv en psykologisk intervention, uanset om det æstetiske udtryk minder om kunst.

Aktiviteten bliver nødt til at berøre mig. Mit arbejde berører mig, jeg taler om at det føles legende. Jeg sanser de forskellige elementer, bruger så vidt muligt kroppen til at navigere efter de forskellige arbejdsopgaver. Hvad skal jeg gøre hvornår?

Det er vanskeligt at tage denne dimension med ind – at gøre som en coach rådede mig til: involvere mit livsformål i min forretning. At åbne for mit eget lys og lade lyset i andre mennesker skinne og sprede kærlighed.

Det tager tid at åbne til denne dimension. Jeg skal overgive mig, måske fordi jeg er et stædigt spændt menneske. Jeg skal igennem modstand. Det lyser ikke bare ud af mig. Men det var en hjælp at give det tid, helt bogstaveligt hvile i kunsten. Jeg taler ofte om, at vi skal have flere muligheder for hvil i det offentlige rum, men også i vores arbejds-rum. Sådan et rum var det i går. En mulighed for at sanse og bearbejde det, jeg havde oplevet. Lade det indprente sig, gå ind i mig, så det kan strømme ud af mig.

Se udstillingen Sisters Hope x Kunsten på Kunsten i Aalborg →